For første gang siden 2011 vil der blive sendt nye ejendomsvurderinger afsted til de danske boligejere.
Skatteministeriet har oplyst, at man påbegynder udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger efter sommerferien. Således kan boligejere se frem til nye ejendomsvurderinger og efterfølgende tilbagebetaling af eventuelt for meget betalt boligskat.
Det er Vurderingsstyrelsen, der kommer til at stå for udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger, og udsendelserne vil ske i fire etaper:
Første etape starter i september 2021. Her vil ejerne af ca. 50.000 parcel- og rækkehuse modtage en ejendomsvurdering.
Anden etape starter i foråret 2022, hvor ejerne af yderligere 100.000 parcel- og rækkehuse vil modtage deres nye vurdering.
Tredje etape starter i andet halvår 2022. Her begynder Vurderingsstyrelsen sagsbehandlingen af ca. 700.000 parcel- og rækkehuse og sender derefter de nye vurderinger afsted.
Senere vil fjerde og sidste etape starte, hvor øvrige boligejere vil modtage deres nye ejendomsvurdering. Det drejer sig om ejerlejligheder, sommerhuse og de mere komplicerede ejerboliger.
Efter vurderingerne er sendt ud, vil Vurderingsstyrelsen ligeledes sende tilbagebetalingstilbud. Skatteministeriet forventer, at der i løbet af perioden vil blive udbetalt i alt kr. 14 mia. til boligejere i for meget betalt boligskat og renter.