Hvis du forventer en restskat i dit selskab for indkomståret 2022, anbefaler vi, at du overvejer en frivillig indbetaling af acontoskat – gerne inden den 21. november 2022.
Frivillig indbetaling af acontoskat for indkomståret 2022 kan ske frem til den 1. februar 2023, men for indbetalinger, der sker efter den 21. november 2022 og frem til 1. februar 2023, skal der betales et rentetillæg på 0,8%.
En eventuel restskat som ikke er betalt senest d. 1. februar 2023 forfalder d. 20. november 2023. Satserne for rentetillægget offentliggøres først senere på året (vi forventer, at det sker i december 2022). Rentetillægget for indkomståret 2021 var 4,3%.
Rentetillæg – hvornår kan det betale sig at indbetale frivillig restskat?
Realiseres der for indkomståret 2022 en restskat i selskabet, skal du betale et ikke-fradragsberettiget rentetillæg på 4,3% (2021-sats). Rentetillægget kan undgås ved at foretage en frivillig indbetaling af restskat. Som skrevet ovenfor.
Ved frivillig indbetaling inden den 21. november 2022 vil der blive beregnet dekort af indbetalingen på 0,1%, mens en frivillig indbetaling i perioden 22. november 2022 til 1. februar 2023 vil medføre et tillæg på restskatten på 0,8% (2021-sats).
Med udgangspunkt i ovenstående er det vores holdning, at du bør indbetale frivillig restskat inden den 21. november 2022 alternativt inden den 1. februar 2023 såfremt følgende forhold er til stede:
a. Du forventer en samlet indkomstskat, der er større end de allerede beregnede ordinære aconto-skatterater.
b. Du har en mindre forrentning end 5,6% p.a. for eventuelle likvide indeståender.
c. Du har en kreditfacilitet, som forrentes med mindre end 5,6% p.a.
d. Dit selskab i øvrigt har den fornødne likviditet til rådighed for driften.
Vi anbefaler, at du foretager et realistisk og fornuftigt skøn over restskattens størrelse, da forrentningen af for meget indbetalt skat alene udgør 0,2% p.a. før skat.
Sådan gør du
Frivillig indbetaling af acontoskat foretages sammen med den ordinære acontoskatterate den 21. november 2022 eller i perioden 22. november 2022 til 1. februar 2023 som særskilt indbetaling.
Indbetaling skal ske på selskabets Skattekonto. Du kan se Skattekontoen på TastSelv Erhverv.
Betaling af eventuel frivillig selskabsskat sker således:
- Log på TastSelv Erhverv
- Klik på ”Skat for selskaber m. fl.”
- Klik på ”Selskabsskat”
- Klik på ”Acontoskat”
- Klik på Indberet/Ændr ud for den rate, du ønsker at ændre
- Indberet, hvor meget selskabet ønsker at indbetale i frivillig acontoskat
Hvis du indbetaler på anden måde, vil beløbet blive anvendt til udligning af eventuelle restancer, og overskydende beløb tilbagebetales til selskabet.
Nedsættelse af ordinær acontoskat inden den 20. november 2022
Hvis den ordinære acontoskat overstiger, hvad du forventer at skulle betale for indkomståret 2022, kan du inden den 20. november 2022 reducere 2. rate af ordinær acontoskat via TastSelv Erhverv.
SKAT kan bede om dokumentation for selskabets forventede indkomst.
Årsopgørelse 2021
SKAT har i løbet af oktober 2021 udsendt årsopgørelser for indkomståret 2021. Årsopgørelserne bliver sendt til virksomhedens digitale postkasse eller e-boks. Det er derfor vigtigt, at du jævnligt tjekker denne for at undgå rykkergebyr og renter mv.
Kontakt os snarest, såfremt du ønsker assistance i forbindelse med estimat af restskat eller ændring af raterne.