Indberetning af momsfritagne aktiviteter

Fremover skal alle momsregistrerede virksomheder en gang årligt oplyse på momsangivelsen, om virksomheden har momsfritagne aktiviteter. Desuden skal virksomheder med både momspligtige og momsfritagne aktiviteter oplyse sin delvise momsfradragsprocent.

Hvad er momsfritagne aktiviteter?

Man skal oplyse om momsfritagne aktiviteter efter momslovens § 13. Momsfritagne aktiviteter kan fx være:

  • sundhedsydelser
  • social forsorg og bistand
  • undervisning
  • udlejning eller salg af fast ejendom
  • forsikring
  • finansielle ydelser
  • persontransport.

Klasseeksemplet er en virksomhed, som udfører momspligtige håndværksydelser, og som også ejer en ejendom, som udlejes momsfrit. Man skal ikke oplyse om forhold, som falder helt uden for momsloven. Indberetningspligten omfatter heller ikke aktiviteter, som er fritaget efter § 34 (eksport, leverancer til fly og skibe osv.).

Når en virksomhed har både momspligtige og momsfri aktiviteter

Når en virksomhed oplyser om aktiviteter, der er fritaget for moms efter momslovens § 13, skal den også angive:

  • Den delvise momsfradragsprocent (forholdet mellem momspligtig omsætning ud af den samlede omsætning)
  • Hvilket regnskabsår, der er grundlag for opgørelsen af den delvise momsfradragsprocent.

Anvendelse af delvis momsfradragsprocent

Man skal bruge den samme delvise momsfradragsprocent for alle momsindberetninger i regnskabsåret. Hvis momsfradragsprocenten på indberetningstidspunktet for første momsindberetning i regnskabsåret (fx 1.9.2024 for halvårsmoms) er opgjort for på baggrund af sidste regnskabsår (fx 2023), skal man bruge denne momsfradragsprocent.

Hvis fradragsprocenten for sidste regnskabsår (fx 2023) ikke er opgjort endeligt på tidspunkt for første momsindberetning for året, skal momsfradragsprocenten fra forrige regnskabsår (fx 2022) bruges.

Årlig korrektion

Når man afslutter et regnskabsår og opgør den endelig delvise momsfradragsprocent for det pågældende år, vil der være en korrektion i forhold til det tidligere indberettede.

Denne korrektionen skal indberettes i den momsangivelse, der omfatter den sjette måned efter regnskabsårets udløb. Dette gælder uanset, om opgørelsen er klar til indberetning tidligere.

Kontakt os hvis du vil vide mere.