Frist for betaling af A-skat og AM-bidrag for juli og august 2023 udskydes ifølge lovforslag.
Ekstra likviditet
Baggrunden er, at regeringen ønsker at skabe muligheder for yderligere likviditet til alle virksomheder med ansatte. Dette som følge af inflation m.v. Derfor er der fremsat lovforslag om at udskyde afregning for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende de betalinger, som ellers forfalder i juli 2023 og august 2023.
Lovforslaget kan ses her. Det ventes vedtaget i den nuværende form og skal førstebehandles den 2. maj 2023.
A-skat og AM-bidrag, som skulle betales i juli 2023
For mindre virksomheder (virksomheder, hvor årlig indeholdt AM-bidrag udgør maksimalt 250.000 kr. og A-skat maksimalt 1 mio. kr.) er der en normal betalingsfrist den 10. juli 2023 (for A-skat, der vedrører juni 2023). Denne betalingsfrist flyttes til 31. oktober 2023, altså ca. 3,5 måneds ekstra kredittid.
For store virksomheder (dem med tilsvar af AM-bidrag / A-skat på mere end 250.000 kr. / 1 mio. kr.) er der en normal betalingsfrist den 31. juli 2023 (for A-skat, der vedrører juli). Denne flyttes til 10. november 2023, altså ca. 3,5 måneds ekstra kredittid.
A-skat og AM-bidrag, som skulle betales i august 2023
For mindre virksomheder er der en normal betalingsfrist den 10. august 2023 (for A-skat, der vedrører juli). Denne flyttes til 12. februar 2024, altså ca. 6 måneders ekstra kredittid.
For store virksomheder er der en normal betalingsfrist den 31. august 2023 (for A-skat, der vedrører august). Denne flyttes til 29. februar 2024, altså ca. 6 måneders ekstra kredittid.
Angivelser af løn, A-skat
Angivelsesfristerne udskydes ikke. Det vil sige, at du skal angive løn, A-skat m.v. over for Skattestyrelsen, som normalt.
Fremrykket betaling
Ovenstående om udskydelse af betalingen gælder ikke for virksomheder, som er på de særlige regler om fremrykket afregning af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Kontakt os, hvis du vil vide mere.